Hvorfor vi elsker pour over

Pour over – den mest elskede bryggemetode blandt kaffenørder. En bryggemetode som virkelig lader kaffen komme til sin ret ved at lade de mange unikke karakteristika og smagsnoter komme til udtryk.

 

Elsker du kaffe og er nysgerrig på hvordan terroir, forarbejdning og ikke mindst risteprofil spiller ind på din kaffeoplevelse, så skal du håndbrygge din kaffe. Den manuelle bryggeproces, som pour over er, giver dig fuld kontrol over brygningsprocessen og giver dig som kaffeelsker den fulde kaffeoplevelse.

Hvad er pour over 

Pour over er en manuel traditionel bryggemetode, hvor du, meget forsimplet forklaret, langsomt hælder varmt vand over kværnet kaffe i et filter. Det er en metode, hvor du har fuld kontrol over alle processer i brygningen såsom mængden af kaffe og vand, temperaturen på vandet og ikke mindst selve bryggetiden. Til denne bryggemetode bruger vi altid en kande med gooseneck til at opnå bedst mulig kontrol, når vi hælder vandet over kaffen. For at opnå den helt optimale kaffeoplevelse er det heller ikke ligegyldigt, om du bruger filtreret vand eller ej og hvordan du hælder dit vand over kaffen, blooming osv. Hos Holy Bean har vi igennem mange års erfaring og arbejde med forskelligt vand, erfaret hvor stor betydning vandets kvalitet har. En kaffe brygget på nøjagtig samme metode kan smage vidt forskelligt, om du f.eks. bruger ufiltreret vand eller om du brygger på Fyn eller i København. Derfor bruger vi helst filtreret vand, så vi fjerner alle forstyrrelser fra selve kaffeoplevelsen.

Smager kaffen bedre, når man håndbrygger
Hvis du spørger os, så er det helt enkle svar JA. Når du brygger din kaffe som pour over kan du kontrollere de mange detaljer, som er med til at fremhæve kaffens naturlige smagsnoter og aromaer. Og så fremhæver denne bryggemetode netop de subtile nuancer i kaffen, som ofte overses ved andre bryggemetoder. Alle typer kaffe kan brygges med denne metode, men vi vil nu alligevel anbefale en lysristet specialty kaffe, hvor høj kvalitet og selve risteprofilen netop gør, at du kan smage de unikke smagsnoter, som kommer fra terroir, forarbejdningsmetode og selve ristningen. Vælger du en kaffe fra Holy Bean, så er det netop balancen og harmonien i kaffen, vi har fokus på, når vi rister vores kaffer. Balancen mellem det syrlige og det søde, imellem fedme og fylde samt det lette og delikate.

Hvilken pour over bryggemetode er den bedste
Det er svært at sige, hvilken pour over bryggemetoder, der er den bedste. Det afhænger meget af, hvad man ønsker at få frem i sin kaffe som igen handler meget om præferencer. Lad os tage udgangspunkt i tre forskellige bryggemetoder, som vi kan veksle imellem alt efter, hvad vi gerne vil fremhæve ved den enkelte kaffe. Det er de tre klassikere Kalita, Hario V60 og Chemex. Alle tre bryggemetoder kan noget forskelligt. Ønsker du at fremhæve de frugtige og syrlige nuancer i din kaffe, så er en bryggemetode på Hario V60 at foretrække. Ønsker du derimod at nedtone syrligheden, da du foretrækker sødme og fylde, så er det en god ide at brygge på Kalita Wave. Brygger du på Chemex kanden, opnår du en god balance og krop.


Bryggeguide

Alle vores kaffer kan naturligvis brygges sådan som du ønsker.  Men vil du afprøve, hvad vi snakker om, når vi siger pour over, så vil vi anbefale, at du forsøger dig frem med Etiopien Shakisso eller El Salvador La Cumbre. Vores etiopiske kaffe er netop en meget floral kaffe med noter af sort te og citrus. Den er høj på syrlighed, og det kommer virkelig til udtryk, når du brygger den som pour over. ønsker du en mindre syrlig kaffe, så kan du også gå med vores kaffe fra La Cumbre i El Salvador. Det er en kaffe, der er lav på syrlighed og med en mere blød og rund smag. Noterne er flødekaramel og modne bær. Vi vil anbefale dig, hvis pour over er relativt nyt for dig, at brygge på Kalita Wave filtertragt, str. 185 eller Hario V60 . Den er nem at brygge på og mindsker risikoen for fejl.

Du skal bruge: 

  • 30 gram formalet kaffe. 
  • Formalingsgrad medium-grov. 
  • Kalita Wave 185 tragt + papirfilter + vægt. 
  • 500 ml vand 92-96 C (hvis muligt gerne filtreret for kalk). 
  • Total bryggetid 3,5-4 min. 

Sådan gør du: 

  • Forvæd filtreret med en smule af dit varme vand. 
  • Hæld ca. 70 gram vand over kaffen. Lad kaffen bloome i ca. 30 sek. 
  • Hæld nu ca. 200 gram vand på i cirkulære bevægelser.  
  • Ved 1,5 min. tilføj yderligere 2 x 115 gram. Kaffen må ikke løbe tør. 
  • Server, slurp og nyd din kaffe.