Selected kaffe fra regionen Santander i Colombia
Vores nye særligt udvalgte kaffe fra farmen Santa Maria i Colombia er af arabica sorten Caturra. Den er dyrket 1700 moh. og forarbejdningsmetoden er semi-washed. Farmen er ejet af Oscar Daza og med fokus på økologi, biodiversitet og kvinders vilkår gør han en stor forskel for regionen og er på mange områder et forbillede indenfor bæredygtig kaffeproduktion.
Semi-washed kontra washed og unwashed kaffer
Denne kaffe er, som den eneste i vores sortiment, semi-washed. Semi-washed eller honey processed er en forholdsvis ny proces i forarbejdningen og har taget det bedste fra washed og unwashed. Vi har især udvalgt denne kaffe på grund af netop dens honningagtige sødme. Den har en virkelig god balance netop fordi processen semi-washed tilføjer kaffen noget mere krop, dybde og sødme end man ser i eksempelvis mange af de vaskede kaffer.
Hvad betyder semi-washed
Kaffebønner er egentlig ikke rigtig bønner, men frø fra kaffebær. Ja du læste rigtigt. Din kaffe stammer fra røde juicy bær og før det er muligt at riste dem, skal de yderste lag fra kaffebærret fjernes og herefter tørres indtil bærret har en fugtighed på ca. 10-12%. De mest anvendte forarbejdningsmetoder er washed, hvor lagene fjernes med vand, og unwashed, hvor bærrene tørrer med skallen på (kaldet natural, som vores kaffe fra El Salvador La Cumbre), herefter fjernes skallerne mekanisk. Semi-washed eller honey processed, som det også kaldes, har som tidligere nævnt taget det bedste fra begge disse forarbejdningsmetoder, og ligger et sted midt imellem. Ved semi-washed fjernes den alleryderste skræl, men frugtkødet rundt om “bønnerne” bevares under tørringsprocessen. Det er især det søde frugtkød, som er med til at give kaffen sin honningagtige sødme. Men semi-washed bidrager også med et spændende og meget bredt varieret smagsspektrum, som giver kaffen en spændende kompleksitet.
Økologisk og lyst ristet
Denne kaffe fra regionen Santander i Colombia har vi valgt at riste lyst og sammen med forarbejdningsmetoden semi-washed giver det en dejlig lethed til kaffen samtidig med, at det understreger kompleksiteten i de naturlige smagsnuancer.
Oscar Daza, som blandt andet ejer farmen Santa Maria, vægter, ud over kaffe af højeste kvalitet, også økologi og biodiversitet højt. Han har en entreprenørånd, som har skubbet ham i en retning af uafhængighed, og derfor er han også den første i regionen, som har finansieret egen økologisk certificering. Noget som The Federation ellers normalt betaler. Oscar kan godt lide at have friheden til at tage sine egne beslutninger og dyrke kaffe ud fra egen vision om, hvordan kaffeproduktion skal være, og det har både givet udfordringer men også mange glæder. Kigger man for eksempel rundt i plantagen finder man intet mindre end min. 15 forskellige skyggetræer. Den øgede fokus på biodiversitet har sikret et rigt fugleliv på farmen Santa Maria og er i dag også certificeret som en fuglevenlig farm (Bird Friendly Certified). I dag har Oscar opbygget sit eget netværk af kunder og sælger mere end 60% af hans produktion direkte til eksport.
Læs mere om vores Selected kaffe fra Santa Maria i Colombia her.