Flytning af HolyBean

Så skete det! Vi er flyttet! 

Endelig – efter mange måneders venten og en tålmodighed, der blev sat lidt på prøve, har vi nu langt om længe fået nøglerne til vores nye kafferisteri på Cederfeldsgade 18, Aarup. Faktisk ligger det blot en spytklat fra vores gamle lille risteri. Og på en parallelvej til “strøget” med Årups hyggelige butiksliv og tæt på byens station, er beliggenheden ganske super. Okay, hvad er super, når det hverken er Odense, Århus eller endda København?! Men tænk engang: Hvad nu hvis byens handlende og endda folk fra nær og fjern fik øjnene op for god lokal kaffe? Engang havde enhver landsby sin egen kaffebutik eller en købmand med sit eget kaffe blend. Disse charmerende traditioner kan måske blive bragt til live igen. Vi vil i hvert fald gøre vores til at indrette vores nye lokaler, så de indbyder til snak og emmer af gæstfrihed. Vores mål er ikke at drive en café i Aarup. Vi vil holde åbent i få timer på udvalgte dage og derudover skal alle naturligvis vide, at vores dør altid står åben! Det bliver muligt at smage, før man køber, og vi arrangerer gratis smagninger én gang om måneden. Yderligere bliver der mulighed for at deltage i kurser af forskellige slags (sort-bryg, espresso-bryg, ristning, latte art osv.), booke os til diverse begivenheder såsom bryllupper, receptioner el.lign., hvilket er meget populært. Når alt dette er sagt, vil vi rigtig gerne invitere dig til åbningsreception af vores nye lokaler søndag d. 30. august 2015 kl. 14 på Cederfeldsgade 18A, 5560 Aarup. Vi håber meget, at du har lyst til at komme – og husk at tage dine venner, din familie og andre kaffe-elskere med under armen 🙂 Vi glæder os til at byde dig varmt velkommen indenfor!